Det er møisomt nok i et kristent Land
at finde sin Lykkes Havn,
naar man skal gaae om som en hedensk Mand
mellem Folket foruden Navn.
Man skjældes da ud for en udøbt Hund,
og haanes af mangen En, –
tit skar det mig dybt i Hjertets Grund,
jeg er jo dog ikke af Steen!
Nu slaar da Forløsningens Time snart;
om en Uge saa er jeg fri,
det nye Menneske da i en Fart
som Kristen jeg putter mig i.
Som Kristen? ak ja, Gud hjælpe saasandt,
det er lettere sagt end gjort;
thi faar jeg end Navnet, Forbundets Pant,
det frugter vel ikke stort.
Thi Alle ere vi Adams Børn,
maa lyde Naturens Norm,
En svæver i Skyen som Kongeørn,
En kryber i Støvet som Orm.
Jeg kan ei forlade min vante Vei,
jeg følger den kjækt som en Mand,
skjønt tit den gaar over skovdækt Hei
og gjennem et umildt Land.
Jeg siger Jer Tak for I fulgte mig hid,
en Tak med bevæget Hu, –
naar jeg kristnet fremtræder, da er det min Lid,
I følge et Stykke endnu! –

Jeg tror på en morgen
jeg ikke har sett,
som engang vil møte meg
uforberedt

Jeg tror på en jord hvor
en gud gikk i skjul
Og snur du fikserbildet
ser du en fugl

Jeg tror at min jord og
min menneskehud
er et gjemmested for
den unnselige gud

Jeg tror på en lampe
jeg tror på en ring
med makt over mange
usynlige ting

Jeg tror på en båt
over sjøen. Jeg tror
på en kjølvannsstripe
et seil og et ror

Jeg tror på en hemmelig
sødme som er
i søvn og i honning,
i hvalper og trær.

Jeg tror på det land som
vårt syndefall svek.
Jeg tror på en hellig
almindelig lek